Indonesiens forhistorie

For mindst 500.000, måske helt op til 1,8 millioner år siden, var den indonesiske hovedø Java beboet af de tidlige mennesker, Homo erectus, hvis rester er fundet ved Trinil og Sangiran på Java.

Man ved ikke meget om deres levevis, og man har ikke fundet nogen af deres redskaber, men ud fra viden fra andre steder må det antages, at de har været jægere og samlere. Deres råderum må have ændret sig med havniveauets ændringer i istiden, idet Java, Sumatra og Borneo skiftevis blev blotlagt som en stor halvø og oversvømmet, hvorved der skabtes et øhav. Da mange af de tidlige bosættelser er forsvundet som følge heraf, er det ikke muligt at afgøre, om den tidligste befolkning uddøde eller blev forfædre til Homo sapiens, hvis tidligste levn stammer fra for ca. 40.000 år siden.

Fund fra hulebopladser og køkkenmøddinger viser, at der i en lang periode, cirka 30.000-3000 f.v.t., blev anvendt en teknologi baseret på enkle stenredskaber. Omkring 7000 f.v.t. begyndte man på Ny Guinea at dyrke taro, sukkerrør og bananer samt udvikle tæt befolkede samfund. Fra samme periode er der fra andre områder tegn på korndyrkning; her var bosættelserne dog sparsomme, og store dele af øhavet var antagelig ubeboet indtil omkring 4000 f.v.t., da austronesiske folk fra Taiwan og Filippinerne sejlede hertil i udriggerkanoer. De medbragte viden om keramikfremstilling, bue og pil og antagelig det domesticerede svin. Visse steder fordrev de den oprindelige befolkning, andre steder blandede de sig med den.

Austroneserne levede i småsamfund baseret på agerbrug eller fiskeri. Tekniske innovationer spredtes hurtigt, og store bronzetrommer, som dukkede op i Sydøstasien cirka 500 f.v.t., spredtes hurtigt til det vestlige Indonesien. Der var ingen fælles politisk organisering, og mange grupper var ledet af en datu, hvis lederskab var baseret på krigslykke og magi snarere end afstamning.