Indiens forfatning foreskriver, at den indiske republik, som også kaldes Bharat, er en union af delstater med en demokratisk og sekulær styreform. Forfatningen blev vedtaget af parlamentet den 26. november 1949 og trådte i kraft den 26. januar 1950. Siden er der foretaget i alt 105 ændringer (pr. 2023).
Den 26. januar fejres i Indien som Republikkens Dag.
Med 22 kapitler og 444 paragrafer er den indiske forfatning den længste og mest detaljerede i verden. Den bygger i vid udstrækning på The Government of India Act fra 1935, der regulerede styret af Britisk Indien frem til uafhængigheden. Den er desuden inspireret af blandt andre USA's forfatning, Frankrigs forfatning og Storbritanniens forfatning.
Få dage efter Indiens uafhængighed 15. august 1947 nedsatte den midlertidige konstituerende forsamling, ledet af Jawaharlal Nehru, et redaktionsudvalg med otte medlemmer, der skulle forestå udarbejdelsen af den indiske forfatning. Udvalget valgte justitsminister B.R. Ambedkar, der som jurist var uddannet på førende universiteter i USA og Storbritannien, som sin formand. Desuden blev der nedsat en række fagudvalg, der skulle arbejde med specifikke dele af republikkens forfatningsmæssige grundlag.
Forfatningens præambel lyder:
Vi, DET INDISKE FOLK, har højtideligt besluttet at grundlægge Indien som en SUVERÆN DEMOKRATISK REPUBLIK og at sikre alle dets borgere: RETFÆRDIGHED, socialt, økonomisk og politisk; FRIHED for tanke, udtryk, tro, tro og tilbedelse; LIGHED i status og muligheder; og blandt disse at fremme BRODERSKAB, der sikrer individets værdighed og nationens enhed.
Oprindelig definerede præamblen Indien som en "suveræn socialistisk demokratisk republik", men siden 1976 har ordet socialistisk ikke længere været del af forfatningens ordlyd.
Den lovgivende magt i Indien ligger hos parlamentet, som har to kamre: Rajya Sabha og Lok Sabha.
Overhuset, Rajya Sabha, har 245 medlemmer, hvoraf 233 er valgt af de enkelte delstaters lovgivende forsamlinger og 12 er udnævnt af præsidenten. Overhusets beføjelser består primært i at have vetoret over for forslag, der er vedtaget i underhuset.
Underhuset, Lok Sabha, har 543 medlemmer (2023). Oprindeligt havde Lok Sabha kun 500 pladser, men antallet er flere gange sat op for at holde trit med det voksende befolkningstal og den relative størrelse af de enkelte delstater. Parlamentsmedlemmerne vælges direkte ved flertalsvalg i enkeltmandskredse, som er organiseret sådan, at de største delstater har flest valgkredse og folkevalgte. Valgretsalderen er 18 år, og valgbarhedsalderen er 25 år. Valgperioden er højst fem år, men kan dog forlænges, hvis præsidenten erklærer landet i undtagelsestilstand.
Ud af Lok Sabhas 543 pladser er 84 pladser reserveret til scheduled castes, og 47 pladser reserveret til scheduled tribes i overensstemmelse med deres respektive andel af den indiske befolkning. Frem til 2020 rummede Lok Sabha desuden to repræsentanter for den anglo-indiske befolkningsgruppe, som blev udpeget af præsidenten.
Lok Sabha har enebeføjelse til vedtagelse af udgiftskrævende love; det kan vælte regeringen gennem et mistillidsvotum, og det kan påbegynde den procedure, som fører til forfatningsændringer. Forfatningen kan ændres med to tredjedeles flertal i begge af parlamentets to kamre.
Den udøvende magt ligger formelt hos præsidenten, der er landets statsoverhoved. Præsidenten vælges for en femårig periode af et valgkollegium, der består af medlemmerne af parlamentets to kamre og delstaternes lovgivende forsamlinger. Posten er stort set ceremoniel, men præsidenten kan bl.a. opløse Lok Sabha og erklære én eller flere delstater i undtagelsestilstand. Det sidste skal dog godkendes af begge kamre inden to måneder. Præsidenten udøver i øvrigt sine beføjelser i samråd med premierministeren.
Kandidater til præsidentembedet har i en længere årrække overvejende været valgt fra politisk underrepræsenterede samfundsgrupper. Siden 1997 har posten været besat af henholdsvis to dalitter (K.R. Narayanan 1997-2002 og Ram Nath Kovind 2017-2022), en muslim (A.P.J. Abdul Kalam 2002-2007), en kvinde (Pratibha Patil 2007-2012) og en adivasi kvinde (Droupadi Murmu 2022- ), mens kun én præsident (Pranab Mukherjee 2012-2017) har tilhørt gruppen af traditionelt politisk indflydelsesrige brahminerkaster.
Reelt ligger den udøvende magt hos premierministeren, som skal have et flertal bag sig og sit parti eller sin koalition. Regeringens medlemmer udpeges af præsidenten efter forslag fra premierministeren. Regeringen er ansvarlig over for parlamentet.
I relation til de 28 delstater har centralregeringen alle beføjelser, som ikke udtrykkeligt er overgivet til delstaterne. De otte unionsterritorier administreres af centralregeringen.
Delstaterne styres af lokale regeringer, ledet af en chefminister, som er udpeget af de lokale lovgivende forsamlinger. Seks delstater (Karnataka, Telangana, Andhra Pradesh, Bihar, Uttar Pradesh og Maharashtra) har et tokammersystem med over- og underhus. De øvrige delstaters lovgivende forsamlinger har ét kammer. Valgperioden for de lovgivende forsamlinger (underhusene) er fem år.
Delstatsregeringerne har blandt andet ansvar for politi, retsvæsen (bortset fra højesteret), fængselsvæsen, sundhedsvæsen, landbrug, fiskeri, industri, handel, trafikal infrastruktur og skatte- og afgiftsopkrævning på jord og ejendom, varer og tjenesteydelser.
Forfatningen sikrer Indiens borgere demokratiske frihedsrettigheder, blandt andet: religionsfrihed, lighed for loven, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og retten til frit at kunne bevæge sig inden for landets grænser. Desuden forbyder den diskrimination på baggrund af bl.a. religion, race, kaste og køn.
Forfatningens paragraf 17 afskaffer "urørlighed" og gør enhver praktisering af "urørlighed" strafbar. Det defineres ikke nærmere, hvad hverken "urørlighed" eller praktisering af "urørlighed" indebærer, men paragraffen må forstås som hovedmanden bag forfatningen, justitsminister B.R. Ambedkars, forsøg på at gøre den politiske og juridiske beskyttelse af de "urørlige" kaster til en grundpille i den uafhængige indiske republik.
Siden forfatningens vedtagelse er forbuddet blevet skærpet og præciseret i lovgivningen. The Protection of Civil Rights Act (1955) specificerer klart en række forskellige urørlighedspraksisser og påbyder delstaterne at understøtte forbuddet mod dem. The Scheduled Castes and Scheduled Tribes (Prevention of Atrocities) Act (1989) skærper yderligere lovgivningen og fastsætter straframmen for hadforbrydelser mod "urørlige" og stammefolk (henholdsvis scheduled castes og scheduled tribes).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.