Indalsälven, elv i Norrland i Sverige; 430 km lang. Den har sit udspring i Jämtlandsfjeldene på begge sider af grænsen til Norge og munder ud i Bottenhavet lidt nord for Sundsvall. Før sidste istid løb vandet gennem Storsjön og fortsatte i Ljungans nuværende floddal, men isens virke ændrede senere afløbet, så det skete fra søens østside nær Östersund. Undervejs herfra passeres Döda fallet ved Ragunda; tapningskatastrofen her 1796 førte til dannelse af Sveriges største kystdelta, hvor der nu er anlagt en lufthavn.

Ved vintersportsstedet Liden ca. 50 km fra mundingen er der en storslået udsigt over elvdalen, der opstrøms er snæver og stejl, men som nedstrøms vider sig ud og giver plads for udstrakt opdyrkning. Med 26 (2006) vandkraftværker er Indalsälvsystemet næsten fuldt udbygget og et af Sveriges vigtigste for elproduktion.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig