Indium er et sølvhvidt metal. Det er blødt, og man kan let ridse i metallets overflade. Bruges ved fremstilling af transistorer og dioder.

.

Indium, grundstof nr. 49, placeret i det periodiske systems 13. gruppe; atomtegn In. Det er et meget blødt, sølvhvidt metal. Grundstoffet blev opdaget i 1863 af F. Reich og H.T. Richter og er opkaldt efter en indigoblå linje i stoffets spektrum.

Faktaboks

Etymologi
Ordet indium kommer af ind(igo) og -ium til betegnelse af grundstof.

Geokemi og mineralogi

Indium er et chalcofilt grundstof, der koncentreres i hydrothermale forekomster af sulfidmineraler af zink, cadmium, kobber og tin. Jordskorpens gennemsnitsindhold af indium er 0,1 g/t, men zinkmineralet sphalerit kan indeholde mere end 5000 g/t. Der findes nogle få indiummineraler, fx indit, In2FeS4, roquesit, InCuS2 og dzhalindit, In(OH)3.

Fremstilling og anvendelse

Metallisk indium fremstilles ved elektrolyse af opløsninger af indiumsalte. Det udvindes især af flugtstøv fra zinksmeltning, idet metallet findes som urenhed i zinkblende. Den årlige produktion er på ca. 800 t med Kina som den største producenter. Indium anvendes ved fremstilling af halvlederkomponenter til den elektroniske industri og i form af indiumoxid som overfladebelægning på glas til tv- og computerskærme og til dugfri ruder. På metallisk form anvendes det som overfladebelægning på kobber og sølv, hvilket modvirker anløbning og misfarvning, og på aluminiumledere for at sikre god elektrisk kontakt.

I legeringer med bismuth, cadmium, tin og/eller bly danner indium letsmeltelige metaller med fortræffelige loddeegenskaber, som også fugter glas og kan tjene til forsegling af glasbeholdere. Endvidere indgår indium i kontrolstænger til kernereaktorer og i bestrålingsmålere.

Indiums egenskaber

egenskaber
Nummer 49
Atomtegn In
Navn indium
Relativ atommasse 114,818
Densitet 7,31 g/cm3 (20 °C)
Smeltepunkt 156,61 °C
Kogepunkt 2080 °C
Opdagelse 1863 (F. Reich og H.T. Richter)

Forbindelser

Indium optræder i forbindelser i oxidationstrin -3, +1, +2 og +3. Indium har oxidationstrinnet -3 i det ubestandige lithiumindiumhydrid, LiInH4. Oxidationstrinnet +1 findes i det faste stof indium(I)klorid, InCl, der er ustabilt over for vand. Det formelle oxidationstrin +2 findes fx i indium(II)bromid, InBr2, der dog er sammensat af lige mængder af indiumatomer i oxidationstrinnene +1 og +3. Oxidationstrinnet +3 er det hyppigst forekommende også i vandige opløsninger af mange salte. De teknisk vigtigste forbindelser er de halvledende forbindelser med grundstoffer fra det periodiske systems 15. gruppe, fx indiumfosfid, InP, der bl.a. anvendes i lysdioder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig