Imperial Valley, lavtliggende ørkenområde nær grænsen til Mexico i Sydcalifornien, USA; ca. 2000 km2. Via vandtilførsler fra Coloradofloden har Imperial Valley siden 1901, og især efter åbningen af All-American Canal i 1940, været et produktivt landbrugsdistrikt med bl.a. bomuld, grøntsager, sukkerroer og foderplanter. I forbindelse med den intensive kunstvanding og det varme klima har jordernes tilsaltning udgjort et voksende problem.