Vinter i Ilulissat.

.

Smeltevandstunnel nord for Ilulissat havn.

.

Ilulissat Kommune. Midnatssol over isfjorden.

.

Zionskirken

.

Hospitalet.

.

Ilulissat Isfjord

.

havnen Ilulissat

.

Isbjerge ud for Ilulissat Isfjord

.

Ilulissat, Jakobshavn, 4442 indb. (2016). Byen var hovedby i den tidligere Ilulissat Kommune, der efter kommunalreformen i Grønland 2009 indgår i Qaasuitsup Kommunia.

Faktaboks

Etymologi
Ilulissat betyder på grønlandsk 'isfjeldene'.

Ilulissat blev grundlagt i 1741 af købmanden Jacob Severin og fik sit danske navn efter ham. Den er økonomisk og trafikalt centrum for Disko Bugt; havnen kan besejles fra april til december, og lufthavnen kan modtage mindre, fastvingede fly.

Royal Greenland har to fabrikker i byen, en for rejer og en for hellefisk, samt koncernens regionskontor for Disko Bugt; fiskeri og fiskeindustri beskæftiger en tredjedel af arbejdsstyrken. Fangsterne er næsten 56% rejer, mens 41% udgøres af hellefisk. Herudover landes små mængder af torsk, havkat, rødfisk og ammassat.

Ilulissat er også regionens turistcentrum; den største attraktion er den nordlige halvkugles mest produktive isbræ, Kangia (Jakobshavn Isfjord), lige syd for byen. Bræen sender daglig 70 mio. t isbjerge ud i bugten; en del af dem strander på en banke ud for byen.

Ilulissat har tre hoteller, vandrerhjem, kunstmuseum og desuden et lille lokalmuseum, som bl.a. rummer minder om det berømte bysbarn Knud Rasmussen; endvidere socialpædagogisk seminarium og skipperskole. Zionskirken fra 1779 var længe Grønlands største kirke. Da kulbruddet i Qullissat på Disko blev nedlagt i 1972, modtog Ilulissat en stor del af fraflytterne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig