Igor Stravinskij

Igor Stravinsky som dirigent under en orkesterprøve. Fotografi fra 1950'erne.

.

Igor Stravinsky dirigerede mange af sine værker, som han tilmed indspillede på plade i stort tal. Orkesterledelse har med tiden udviklet sig til en selvstændig musikalsk disciplin, som kræver både et særligt talent og en speciel uddannelse. Ikke enhver komponist er derfor den bedste fortolker af egen musik, men der findes bemærkelsesværdige undtagelser. Her ses Stravinsky lede en opførelse af opera-oratoriet Oedipus Rex, som han skrev i 1926-27.

.

Igor Stravinsky s rytmiske revolution ses her i de stadig skiftende taktarter i Den udvalgtes dans fra Le Sacre du printemps. Basisenheden er ikke som i traditionel kunstmusik det regelmæssige metrum, men pulsen, tælletiden, på hvilken asymmetriske takter og fraser bygges op. Eksemplet viser førsteviolinstemmen.

.

Igor Stravinsky optrådte i Tivoli i egenskab af klavervirtuos den 18.7.1924. Her ses han (tv.) dagen før sammen med kontorchef Richard Rydberg foran Tivolis hovedindgang.

.

Igor Stravinskij, Igor Stravinsky, 17.6.1882-6.4.1971, russisk komponist. Hans køligt artistiske værker fik med deres nye måde at gestalte form, rytme og musikalsk tid på en overvældende indflydelse på musikken i 1900-t.

Igor Stravinskijs far var bassanger i Sankt Petersborg, og sønnen blev herigennem tidligt fortrolig med opera- og koncertlitteraturen. Han var elev af Nikolaj Rimskij-Korsakov 1902-08. Sit internationale gennembrud fik han med balletterne L'Oiseau de feu (Ildfuglen), Petrusjka og Le Sacre du printemps, skrevet til Serge Diaghilevs balletkompagni Ballets Russes i Paris. Den sidste, hvis uropførelse blev en uhørt skandale (primært grundet koreografien), blev en af klassikerne i 1900-t.s musik, men er med sit gigantorkester og sin orgiastiske fremstilling af en hedensk menneskeofring enestående i Stravinskijs produktion.

Under 1. Verdenskrig levede Igor Stravinskij i Schweiz og Frankrig, og efter Den Russiske Revolution blev hans eksil permanent; han genså først Rusland ved et besøg i 1962.

Krigen gav anledning til en reduktion af hans instrumentarium, og værker som sangballetterne Renard og Les Noces har et kammermusikalsk akkompagnement. De benytter træk fra russisk folklore ligesom antioperaen L'Histoire du soldat (Historien om en soldat), der også inddrager populærmusik som tango og ragtime.

I mellemkrigstiden levede Igor Stravinskij af at komponere på bestilling og turnere i USA og Europa med egne værker som pianist og som dirigent . Med balletten Pulcinella begyndte en neoklassisk fase, hvori han efter 1910'ernes surrealistiske værker søgte objektivitet i former og stiltræk fra ældre kunstmusik (se neoklassik). Værkerne fra denne periode er ikke pasticher; de fremstiller manerer fra de valgte stilarter på en måde, der minder om Pablo Picassos kubistiske malerier.

Igor Stravinskij fandt modeller hos bl.a. Johann Sebastian Bach (koncerten Dumbarton Oaks), Peter Tjajkovskij (balletten Le Baiser de la fée (Feens kys)), Wolfgang Amadeus Mozart (operaen The Rake's Progress(Lastens vej)) og i den wienerklassiske sonateform (Symfoni i C).

I 1939 flyttede han til USA, hvor han blev statsborger 1945. Han indspillede næsten hele sin produktion på plade, efter 1948 med hjælp fra dirigenten Robert Craft (1923-2015), med hvem han udgav en række bøger med samtaler mellem de to. Crafts interesse for Arnold Schönbergs og Anton von Weberns musik var medvirkende til, at Stravinskij udviklede sin egen variant af serialismen.

Blandt hans sene værker findes både tolvtonekompositioner (fx balletten Agon) og satser inspireret af Darmstadtskolens punktstil (Movements for klaver og orkester). I bl.a. Canticum Sacrum optræder seriel teknik sammen med træk fra renæssancemusik af bl.a. Carlo Gesualdo og Claudio Monteverdi.

Igor Stravinskijs brug af serialismen er på nogle punkter lige så distanceret som hans brug af musik af Bach, men hans sene værker, hvoraf mange er religiøse ritualer som Requiem canticles eller gravskrifter over døde bekendte, fx In memoriam Dylan Thomas, har et mere direkte udtryk end mange tidligere. Dette afspejles muligvis i hans skift i personlighed fra mellemkrigstidens kølige verdensmand til alderdommens smilende, altfavnende skikkelse.

Æstetik og kompositionsteknik

I erindringsbogen Chroniques de ma vie (1935, da. Mit Livs Historie, 1943) og i Poétique musicale (1942, da. Musikalsk Poetik, 1947) formulerede Igor Stravinskij en antisubjektiv, antiromantisk æstetik: Komponisten er en håndværker eller opfinder, der frembringer objekter ved forskning i materialet, og musikken kan og skal ikke udtrykke noget. Han havde ikke en kompositionsstil; stilarter var en del af det materiale, som han underkastede teknisk bearbejdelse.

I erklæret modsætning til traditionen søgte han at skabe en uorganisk musik. Hans former bygger ikke på tematisk og harmonisk udvikling, men konstrueres af statiske celler, der gentages i uregelmæssige mønstre. Harmonikken bevæger sig brudløst mellem forholdsvis enkle tonale elementer og stærkt dissonerende felter; selv i flere af hans serielle værker findes tonale orienteringspunkter.

Den virtuose instrumentation er klar og tør, til tider vrængende, med forkærlighed for blæsere og slagtøj. I vokalværkerne lægger han afstand til teksten ved bl.a. at deklamere den imod betoningerne. I sine dramatiske værker skabte han distance mellem musik og handling dels ved at lade handlingen udføre af dansere, mens teksten fremføres af sangere i orkesteret (som i Renard), dels ved at undlade enhver psykologisk indføling i personerne, der som den udvalgte pige i Le Sacre viljeløst udfører et skæbnebestemt ritual.

Gennem disse fremgangsmåder gav Igor Stravinskij sine værker en fremmedgørelseseffekt. I sin ironisk distancerede disponeren over alle musikhistoriens stilarter foregreb han postmodernismen. Som den første modtog Stravinskij Léonie Sonnings Musikpris i 1959.

media('http://www.youtube.com/watch?v=mUwdyN27TWI')

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig