Ignazio Silone, 1900-1978, italiensk forfatter. Jordskælvet i Marsica, som i 1915 udslettede Silones landsby Pescina og det meste af familien (opr. Tranquilli), medvirkede til hans opbrud fra præsteskolen til fordel for politisk aktivitet. I 1921 var han medstifter af kommunistpartiet, som han brød med i 1926, hvorefter politisk handling afløstes af et engageret, antifascistisk eksilforfatterskab, først med romanen Fontamara (ty. udg. Zürich 1933, ital. Paris 1934 og Milano 1949, da. 1935), en fabel om fascistisk undertrykkelse og moralsk oprør i en fiktiv middelalderlig landsby, som gjorde ham europæisk berømt. I den senere Pane e vino (1936, Brød og Vin, da. s.å.) er den centrale figur både en moderne revolutionær og en Kristusskikkelse. I hjemlandet fik han først anerkendelse for den mere komplicerede efterkrigsroman Una manciata di more (1952, En håndfuld brombær) og fortællingen Il segreto di Luca (1956, da. Lucas hemmelighed, 1958) om et eksistentielt hovedmotiv, et menneske og dets skæbne. Det essayistiske forfatterskab, hvoraf det vigtigste er titelessayet i Uscita di sicurezza (1965, Nødudgang, opr. fra 1950), har ingen anfægtet. Efter åbningen af diverse arkiver er derimod hans flertydige politiske virke under uafklaret debat (2000).