Idrættens Analyseinstitut, Idan, institution, der har til formål tilvejebringe et bedre vidensgrundlag for dansk idrætspolitik og styrke debatten om væsentlige idrætspolitiske emner. Idan arbejder med en blanding af videnskabeligt baserede analyser og journalistisk formidling og afholder med jævne mellemrum nationale konferencer for 350-450 nøglepersoner i idrætspolitik og forvaltning.

Idan er en selvejende institution, som overordnet ledes af en bestyrelse på seks medlemmer udpeget af kulturministeren. Instituttet har fuld frihed til at tilrettelægge egne opgaver, og de 16 fastansatte forskere og formidlere arbejder uafhængigt af statens og de store idrætsorganisationers interesser.

Aktiviteterne finansieres dels af Kulturministeriets del af udlodningsmidlerne (tidligere tipsmidler), dels ved egne indtægter fra arrangementer og løsning af analyseopgaver for kommuner, idrætsforbund med mere.

Idrættens Analyseinstitut blev oprettet 1994, og 2011 fusionerede institutionen med Play the Game, som arbejder for at fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i international idræt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig