Idi Amin taler til De Forenede Nationers generalforsamling 1.10.1975.

.

Idi Amin, egl. Dada Idi Oumee Amin, ca. 1924-16.8.2003, præsident i Uganda 1971-79. Idi Amins militære karriere begyndte i den britiske koloniale hær, og han deltog bl.a. i nedkæmpelsen af Mau Mau-bevægelsens opstand i Kenya.

Som næstkommanderende for Ugandas hær ledede han angrebet på Bugandakongens residens i 1966, men øget mistillid mellem præsident Milton Obote og hæren kulminerede den 25.1.1971 med, at Idi Amin tog magten ved et kup.

Hermed indledtes et brutalt diktatur, der især gik ud over de nilotiske befolkninger i den nordlige og nordøstlige del af landet samt over de ca. 40.000 asiatiske ugandere, som han i 1972 udviste. Ca. 300.000 mistede livet under hans diktatur.

Et mislykket forsøg på at annektere Kagera-området i det nordlige Tanzania i oktober 1978 førte til hans fald, da en fælles eksilugandisk og tanzanisk armé invaderede Uganda og i april 1979 tvang Amin på flugt. Han opholdt sig først i Libyen og opnåede senere asyl i Saudi-Arabien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig