Ib Spang Olsen

Faktaboks

Ib Spang Olsen
født:
11. juni 1921
død:
15. januar 2012

Ib Spang Olsen.

.

Ib Spang Olsen, 1989.

.
Licens: Brukerspesifisert

Ib Spang Olsen, 11.6.1921-15.1.2012, dansk tegner, grafiker, maler og forfatter, g.m. Nulle Øigaard. Efter lærereksamen 1943 blev han uddannet på Kunstakademiet hos Aksel Jørgensen og Holger J. Jensen 1944-49.

Debuten som bladtegner i Social-Demokratens tillæg Hjemmets Søndag i 1942 markerede begyndelsen på en travl karriere som tegner og illustrator til avisernes søndagstillæg, til tidsskrifter, bøger og plakater samt tegnefilm.

Ib Spang Olsen tegnede gerne med blyant, men benyttede også forskellige grafiske teknikker, ofte zinkografi. I slutningen af 1950'erne opfandt han heliografikken, der gjorde det muligt at trykke originalgrafik i bogtryk og offset.

Ib Spang Olsen havde en forkærlighed for at tegne og fortælle for børn, bl.a. i talrige tv-programmer, og han har udgivet ca. 25 børnebøger med illustrationer til egen tekst, bl.a. Det lille lokomotiv (1954), Mosekonens bryg (1957), Drengen i månen (1962) og Kattehuset (1968); endvidere erindringsbogen Lille dreng på Østerbro (1980).

Den fabulerende og humoristisk-groteske side af hans billedsprog foldede sig ud i det kongeniale samarbejde med forfatteren Halfdan Rasmussen i bøger som Børnerim (1964), Halfdans abc (1967, optaget i Kulturkanon) og Noget om Nanette (1972). Det varmt sensuelle og stemningsmættede præger illustrationerne til Sheik Nefzaouis Den duftende have (1965) og Danske folkeviser, 1-2 (1974).

Ib Spang Olsen, der i 2002 illustrerede Søren Ulrik Thomsens Det værste og det bedste, blev i 2008 tildelt Gyldendals Børnebogspris.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig