Ib Schønberg

Ib Schønberg i en scene fra filmen Mani (1947).

.

Ib Schønberg. Plakat til Café Paradis (1950), hvor Schønberg (øverst) ydede en af sine absolut bedste præstationer som manden, der går til grunde i alkoholisme, da han fanges mellem arbejdslivets ubønhørlige sociale mekanismer og konens ambitioner og troløshed. Rollen gav ham en Bodil for bedste mandlige hovedrolle, ligesom filmen fik en Bodil som årets bedste. Under Schønberg ses Poul Reichhardt (th.), Johannes Meyer og Inge Hvid-Møller.

.

Ib Schønberg, Ib Christian Albert von Cotta Schønberg, 23.10.1902-24.9.1955, dansk skuespiller. Ib Schønberg medvirkede i mere end 100 film og var en af sin tids mest populære skuespillere. Han udfoldede sit komiske talent i bl.a. Apollo-revyerne og i Cirkusrevyen og medvirkede i komedier, operetter og skuespil på bl.a. Det Ny Teater og Nørrebro Teater. Det var dog via filmen, at Schønberg nåede det helt store publikum.

Med sit joviale og runde ydre høstede han sine største succeser i komedieroller, fx som den rare betjent i Panserbasse (1936) og den forvekslede biskop i Biskoppen (1944). Han havde afgørende biroller i de populære Morten Korch-film og nåede at spille faderen i de to første film i serien Far til Fire (1953 og 1954). Schønberg evnede dog også mere sammensatte karakterroller, især i 1940'ernes og 1950'ernes sociale melodramaer.

Stærkest står rollerne som falleret redaktør og dranker i Ta' hvad du vil ha' (1947) og den alkoholiserede fabriksleder i Café Paradis (1950), ligesom også rollerne som den socialt omsorgsfulde jordemodermand i Diskret Ophold (1946), den glatte værnemager i Tre år efter (1948) og den hule kulturradikale redaktør i Det sande ansigt (1951) viser bredden og dybden i hans dramatiske talent.

Schønberg var i en periode formand for Skuespillerforeningen af 1879 og bestyrelsesmedlem i dyreværnsforeningen Svalen og hjemløseherberget Himmelekspressen.

Efter Ib Schønbergs død blev hans urne opstillet i columbariet på Bispebjerg kirkegård. Jørgen Stegelmann udgav i 1996 en biografi om ham med titlen - og Ib Schønberg.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig