Ib Andersen - balletdanser

Faktaboks

Ib Andersen
født:
1954

Ib Andersen. Balanchine ændrede balletten Apollon Musagetes i årenes løb. I den seneste version erstattede han slutscenen, hvor Apollon og muserne vandrer mod Olympen, med denne gruppe, som er fotograferet ved New York City Ballets gæstespil i Tivoli i København 1980. Ib Andersen er Apollon. Hans tre muser er Suzanne Farrell, Kyra Nichols og Karin von Aroldingen.

.

Ib Andersen, Ib Steen Andersen, f. 1954, dansk danser, koreograf og balletmester. Uddannet på Det Kgl. Teaters Balletskole, optaget i kompagniet i 1973 og solodanser fra 1975. Han var en lyrisk danser med en meget smuk teknik og fik sit gennembrud i John Neumeiers Romeo og Julie i 1974. Han mestrede både Bournonville og moderne ballet, ikke mindst hovedpartiet i Glen Tetleys Le Sacre du printemps. Efter stor personlig succes ved den første Bournonville-festival i 1979 blev han solodanser i New York City Ballet, hvor han dansede en lang række partier af Balanchine og Jerome Robbins.

Andersen har fungeret som international koreograf med bl.a. 1-2-3-1-2 (1987) og Holberg Suite (1993) samt iscenesætter af bl.a. George Balanchines og Bournonvilles balletter. Fra 2001 har han været balletmester ved Arizona Ballet i USA.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig