IWGIA er en international ikke-statslig organisation (NGO), som arbejder for oprindelige folk. Den har hovedsæde i København og blev oprettet af samfundsvidenskabsfolk i 1968, da oplysninger om folkedrab og massakrer på oprindelige folk i Amazonområdet kom frem i verdenspressen.

Faktaboks

Også kendt som

International Work Group for Indigenous Affairs

IWGIA er en uafhængig menneskerettighedsorganisation med en international bestyrelse, et sekretariat og en række frivillige grupper i forskellige lande. Organisationen har til formål at bekæmpe overgreb mod oprindelige folks land og territorier overalt i verden, at fremme respekten for kulturel forskellighed og at sikre oprindelige folks fremtid i overensstemmelse med deres egne ønsker. Det gøres gennem dokumentation og oplysning om oprindelige folks samfundssystemer, kultur og forhold til det omgivende samfund.

Offentliggørelse sker i et tidsskrift og i bøger, som udgives på fortrinsvis engelsk og spansk. Der samarbejdes med oprindelige folks egne organisationer om vedtagelse af en rettighedserklæring for oprindelige folk, om udviklingsprojekter, retshjælp og andre projekter. Der gives støtte til, at oprindelige folk kan organisere sig med henblik på at styrke deres kulturelle og politiske kamp for anerkendelse og selvbestemmelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig