IPPC-direktivet

IPPC-direktivet, Integrated Pollution Prevention and Control, EU-direktiv fra 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening. Direktivet kræver, at større, navngivne industrivirksomheder skal have integreret godkendelse af alle direkte og indirekte emissioner til luft, vand, jord, støj mv.; de såkaldte I-virksomheder. Direktivet blev ændret i 2003 for at opfylde Århuskonventionens krav om borgernes ret til deltagelse og adgang til domstolene.

Godkendelse kræver, at der anvendes bedst tilgængelig teknologi (også betegnet BAT), og at virksomhedens emissioner ikke fører til overskridelse af bindende miljøkvalitetsnormer for luft og vand. Kravet om integreret godkendelse betyder, at der ved godkendelsen skal fastsættes vilkår for udledning til luft og vand, til affaldshåndtering, støjgener mv., og at der skal tages hensyn til, at begrænsning af emission til fx luft kan øge forureningen af vandmiljøet eller affaldsmængderne og omvendt. Kravet om, at godkendelsen skal regulere indirekte påvirkninger, betyder, at der i godkendelsen skal tages stilling til fx udledning til offentlig kloak og affaldshåndtering. Direktivet kræver, at godkendelsesvilkår regelmæssigt revideres.

I dansk ret er direktivets regler søgt gennemført via Miljøbeskyttelseslovens regler om miljøgodkendelse med særlige regler for IPPC-mærkede virksomheder. På en række punkter er det tvivlsomt, om de danske regler opfylder direktivets krav. Dels tager miljøgodkendelsen af IPPC-virksomheder ikke stilling til udledning til offentlig kloak eller affaldets senere håndtering. Dels er der ikke adgang til uafhængig prøvelse af vilkår for tilslutning til offentlig kloak og flere andre vilkår for IPPC-virksomheders drift. Og endelig er der ikke adgang til uafhængig prøvelse af myndighedernes afgørelser vedrørende håndhævelse.