IMRO, Indre Makedonske Revolutionære Organisation, makedonsk VRMO, makedonsk organisation grundlagt i 1893 som frihedsbevægelse mod det tyrkiske herredømme. Under Balkankrigene 1912-13 blev de områder, som frihedsbevægelsen gjorde krav på, hovedsagelig delt mellem Serbien og Grækenland. Ved opløsningen af Jugoslavien 1990-92 blev IMRO en politisk faktor i republikken Makedonien, hvor bevægelsen har et Stormakedonien som mål. Den videreførtes som et politisk parti, VRMO-DPMNE, og erobrede magten fra de regerende socialdemokrater ved parlamentsvalget i 1998 og præsidentvalget i 1999. Den repræsenterer traditionelt en radikal stormakedonsk politik, der er præget af skepsis over for nabolandene og republikkens store albanske mindretal. VRMO-DPMNE tabte ved valget i 2002 regeringsmagten og ligeledes i 2004 præsidentposten efter forgæves at have forsøgt at udnytte de etniske spændinger i landet og dermed blandt andet dække over den omfattende korruption i statsapparatet.