Iñigo López de Mendoza Santillana, marqués de Santillana, 1398-1458, spansk forfatter. Som et fremtrædende medlem af den magtfulde Mendoza-familie var Santillana stærkt involveret i adelens strid med kong Juan 2. af Castilien. Han var en stor kulturmæcen og selv en udmærket digter. Med Petrarca som forbillede skrev han de første sonetter på spansk. Ti provencalskinspirerede hyrdedigte, serranillas, anses dog for hans fineste lyriske indsats. Forordet til digtene Proemio e Carta al Condestable de Portugal anses for at være den første litteraturhistorie og poetik på spansk. Også hvad angår indsamlingen af de folkelige ordsprog, refranes, var han en pioner.