Hélder Pessõa Câmara, dom Hélder, 7.2.1909-27.8.1999, katolsk biskop i Brasilien; de fattiges talsmand imod social og økonomisk uretfærdighed. Som hjælpebiskop i Rio de Janeiro tog han i 1952 initiativ til det samarbejde, der blev til den brasilianske bispekonference, som han ledede i 11 år; i 1955 var han ligeledes med til at tage initiativ til det, der blev til Det Latinamerikanske Bisperåd, CELAM. Han var 1964-84 ærkebiskop af Olinda og Recife. Câmara, der var æresdoktor ved flere universiteter i USA og Europa, modtog flere priser for sit arbejde imod undertrykkelsen i Latinamerika, bl.a. Martin Luther King-prisen i 1970. Blandt hans bøger er Spirale de violence (1970, Voldens spiral) og Tusind grunde til at leve (1980, da. 1985).