Faktaboks

Håkon 5. Magnusson
Født
1270
Død
8. maj 1319

Håkon 5. Magnusson var norsk konge fra 1299. Han var en yngre søn af Magnus 6. Lagabøter og dronning Ingeborg, Erik 4. Plovpennings datter, og bror til Erik 2. Magnusson.

Ved broderens kroning i 1280 overtog Håkon med støtte fra sine formyndere styret i et hertugdømme, der omfattede Oslo og Oplandene m.m. (bl.a. Færøerne). Han efterfulgte sin bror som konge og lod sig krone i Oslo, som han gjorde til sin residensstad.

Hans regeringstid var præget af stridigheder med Danmark, arvet fra broderen, og egne vanskeligheder med Sverige. I 1312 kom det til forlig med svenskerne, beseglet med brylluppet mellem hans datter Ingeborg og den svenske hertug Erik Magnusson.

Håkon 5., som var gift med Eufemia af Ruppin, blev efterfulgt af sin dattersøn Magnus, som tillige var konge af Sverige. En norsk-svensk union var hermed blevet skabt. Håkon, den sidste norske konge i direkte mandslinje fra kong Sverre, ejede slægtens interesse for litterære sysler (riddersagaer og især religiøs litteratur) og lovgivning, hvor han var yderst aktiv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig