Hviderusland - litteratur

Hviderusland – litteratur, Fra ca. 1000-1300-t. var Hviderusland integreret i den fælles, østslaviske kultur. Litteraturen var religiøs og sproget kirkeslavisk. Frantsysk Skaryna (ca. 1485-ca. 1540), hvis bibeloversættelser og -kommentarer havde islæt af folkesproget, grundlagde de første østslaviske bogtrykkerier, men først i 1500-t.s memoireværker ses en veludviklet, verdslig hviderussisk litteratur.

Fra 1569 satte en massiv polsk kulturpåvirkning ind. To anonyme satirer: Mjalesjkas tale (ca. 1630) og Et brev til Abukhovitj (1655), rettet mod polsk forvaltning og levevis, er lyspunkter i en ellers udpræget nedgangsperiode. Det ligeledes anonyme digt En klagesang ved abbed Lavon Karpovitj' død (1620) er en poetisk guldgrube, som først blev fundet i 1974. Simiaon Polatski (1629-80) bidrog til den hviderussiske poesi, før han indskrev sig i den kirkeslaviske/russiske litteratur som Simeon Polotskij.

Det hviderussiske drama har udspring i de jesuitiske og ortodokse præsteseminarier. I de såkaldte "skoledramaer" indførtes med tiden komiske interludier, hvor det var skik, at højtstående personer talte latin, respektive kirkeslavisk, mens lavtstående — herunder Djævelen — talte hviderussisk. Ligesom i Ukraine var også dukketeatret en livskraftig, folkelig modvægt til den kulturelle undertrykkelse.

I begyndelsen af 1800-t. voksede den nationale modstand. Digteren og dramatikeren Vikentij Dunin-Martsinkevitj (1807-84) blev, som mange andre, udsat for stadige censurindgreb, og polsk sentimentalisme eller præromantik var altdominerende. Pauluk Bakhrym (1831-91), landets første bondedigter, var en markant undtagelse. Frantsisjak Bogusjevitj (1840-1900) betegnes ofte som den moderne hviderussiske litteraturs fader, med digtsamlinger som Den hviderussiske fløjte (1891) og med sine nationalt og socialt bevidste fortællinger.

Årene 1906-15 kaldes "Nasja niva" (Vor kornmark) efter det toneangivende tidsskrift. Janka Kupala skabte de skuespil og digte, som gjorde ham til landets højtelskede nationaldigter. Jakub Kolas' (1882-1956) romaner, bl.a. trilogien Ved korsvejen (1923-54), kan betegnes som en "encyklopædi over det førrevolutionære Hviderusland". Ales Kharum (1887-1920) og Maksim Bogdanovitj (1891-1917) gav poesien nye, forfinede udtryk. Hvideruslands første litteraturhistorie, som udkom i 1920, blev skrevet af romanforfatteren Maksim Kharetski (1893-1939). I endnu et tiår var der livlige fejder om den "sande, revolutionære litteratur", men i 1932 blev alle fraktioner opløst og forfatterne tvunget ind i den nydannede alsovjetiske forfatterforening.

Stalins terror ramte også Hvideruslands forfattere. En del flygtede til udlandet og fortsatte deres virke i emigrationen. Efter tøbruddet fik især prosaen en renæssance med Janka Bryl (1917-2006), Ivan Sjamjakin (1921-2004) og Ivan Melesj (1921-76) i spidsen. Fra midten af 1980'erne blev Vasil Bykov en forgrundsfigur i kampen for glasnost og et tiår senere for hele den hviderussiske kultur, som på ny så sig truet af diktatur og udslettelse.

Læs mere om Hviderusland.