Hvedekorn

Hvedekorn. Det sejlivede tidsskrift skiftede flere gange navn, men har bevaret sin karakter. Få måneder inde i besættelsestiden leverede Arne Ungermann denne forsidetegning.

.

Hvedekorn, dansk litterært tidsskrift, stiftet og redigeret med navnet Klinte (1920-21) af Knud Bruun-Rasmussen (1898-1984) og Johannes Weltzer med orientering mod ekspressionismen.

Med pauser fulgte nogle årgange, også under navnet Ung dansk Litteratur, indtil det fra 5. årgang 1930 hed Vild Hvede under Viggo F. Møllers 25-årige redaktion som forum for især ung lyrik og grafik.

I dets venlige klima, "talenternes fristed", debuterede eller bidrog mange senere kendte og ukendte forfattere og malere, bl.a. Broby-Johansen, Paul la Cour, Sven Clausen, Arne Ungermann, Mogens Zieler, Harald Herdal, Sigfred Pedersen, Jens August Schade, Gustaf Munch-Petersen, Sonja Hauberg, Morten Nielsen, Tove Ditlevsen, Frank Jæger, Erik Knudsen samt Halfdan Rasmussen, der sammen med tegneren Ernst Clausen (1921-65) overtog redaktionen i 1952 og da gav tidsskriftet navnet Hvedekorn.

Det har siden bevaret sin karakter af tidsspejl for ung, uprøvet kunst under skiftende redaktioner, 1968-96 med Poul Borum som den veloplagte talentspejder.

Redaktionen på Hvedekorn har siden 2008 bestået af poesiredaktør Lars Bukdahl og kunstredaktør Christian Vind (f. 1969).

Hvedekorns hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig