Debutdigtene Lys og Skygge (1927) er senromantisk inspireret, men realismen og det selvoplevede slår igennem i romanen Degnens Hus (1929). I den og de følgende romaner Lokesæd (1931) og De Uansvarlige (1933) beskrives familiens altdominerende og til tider rædselsvækkende magt over de piger, som er romanernes hovedpersoner. Inspiration fra Freud og fascination af det ubevidstes kræfter er tydelige.
Også Hulda Lütkens lyrik, som er påvirket af Edith Södergran, søger at bryde tidens traditioner og i en tidlig modernisme gennem intensitet og subjektivisme at finde nye erkendelser. Identitetsproblemet er centralt i samlingen Lænken (1932), og det kobles med følelsen af at være bundet og begrænset af kønnet.
I bekendelsesskriftet Mennesket paa Lerfødder (1943) tog Hulda Lütken det store, dramatiske selvopgør. I den sidste roman, Saa er jeg fri (1945), udtrykkes lettelsen omsider, men af en mandlig fortæller, et valg, der viser en af forfatterskabets uløselige konflikter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.