Hu Yaobang

Hu Yaobang deltog i den legendariske lange march. Under borgerkrigen (1945-1949) var han politisk kommissær under Deng Xiaoping i 2. feltarmé. Efter borgerkrigens afslutning gjorde han karriere i KKP’s Ungdomsliga, som han var formand for, da Kulturrevolutionen brød ud. Han blev af Mao og den kulturrevolutionære fløj på linje med Deng kritiseret for ”revisionisme” og udrenset.

Hu Yaobang blev rehabiliteret i 1973. Han kom igen i politiske vanskeligheder i 1976 på grund af kritik fra Firebanden, men i 1977 lykkedes det ham at blive endegyldigt rehabiliteret. Han blev efter forslag fra Deng Xiaoping leder af KKP’s organisations-afdeling og dermed stærkt involveret i rehabilitering af de mange kadrer, der var blevet afsat under Kulturrevolutionen.

Efter det skelsættende plenarmøde i december 1978, hvor Deng udmanøvrerede den af Mao udpegede efterfølger, Hua Guofeng, steg Hu Yaobang yderligere i graderne. I 1980 blev han leder af det centrale partisekretariat og generalsekretær for KKP og dermed den formelle leder af partiet. Den reelle leder var dog fortsat Deng Xiaoping.

Hu Yaobang blev kendt som en reformorienteret politiker, der uddybede den økonomiske og politiske reformpolitik og den åbne dørs politik over for udlandet i samarbejde med premierminister Zhao Ziyang, en anden af Deng Xiaoping’s protegeer.

Konservative partiveteraner var imidlertid skeptiske over for Hu’s reformlinje. En række demonstrationer på kinesiske universiteter og højere læreanstalter kulminerende i december 1986 var anledning til, at partiveteranerne ønskede at indføre en kampagne mod såkaldte ”borgerligt liberale ideer”.

Da Hu mistede Dengs støtte blev han afsat i januar 1987, anklaget for at være for blødsøden over for ”borgerlig liberalisme”, og erstattet med premierminister Zhao Ziyang. Men selv om han måtte udøve selvkritik og gå af fortsatte han som medlem af politbureaet.

Den 15. april 1989 døde Hu Yaobang af hjerteslag under et møde i politbureauet. Hans død blev den udløsende faktor for den omfattende protestbevægelse, der opstod på universiteterne, men spredte sig til at omfatte offentligt ansatte, fabriksarbejdere og dele af partiet. De demonstrerende samledes til store møder på Den Himmelske Freds Plads (Tiananmen) i centrum af Beijing, hvor tusindevis af studerende startede en sultestrejke.

De demonstrerende udtrykte sorg over Hu Yaobangs død. Han blev opfattet som en leder, som ønskede reelle liberale politiske forandringer. Demonstrationerne spredte sig til de fleste større byer i Kina, og der blev i stigende grad fremført krav om demokrati og medbestemmelse. De demonstrerende klagede ligeledes over udbredt korruption og vilkårlig magtudøvelse.

Natten til d. 4. juni greb den gamle garde med Deng Xiaoping i spidsen ind i samarbejde med premierminister Li Peng. I egenskab af formand for den centrale militærkommission beordrede Deng hæren til at rydde Den Himmelske Freds Plads for demonstranter. Hundreder blev dræbt på pladsen og især på indfaldsvejene, mens tropperne trængte ind mod bykernen i Beijing. Mange blev efterfølgende fængslet, herunder flere at studenterlederne. Andre lykkedes det at flygte, navnlig til Hong Kong og USA.

Zhao Ziyang blev afsat og erstattet som generalsekretær af Shanghais partileder Jiang Zemin, som blev udpeget til ny generalsekretær frem for hardlineren Li Peng, der fortsatte som premierminister.

• Kinas historie
• Kinas Kommunistiske Parti
• Deng Xiaoping