Howard Dean, Howard Brush Dean III, f. 17.11.1948, amerikansk politiker. Dean, der er læge af uddannelse, blev i 1982 valgt ind i Vermonts lovgivende forsamling, og fire år senere blev han statens viceguvernør. I 1991 overtog han guvernørposten, som han beklædte indtil 2003, hvor han helligede sig forsøget på at blive Det Demokratiske Partis præsidentkandidat til valget i 2004. Hans aggressive stil og hans modstand mod USA's krig i Irak mobiliserede partiets græsrødder og gjorde ham en overgang til favorit. Hans kampagne kollapsede imidlertid, og det blev i stedet senator John Kerry som blev demokraternes kandidat. Dean blev i 2005 valgt som formand for partiets nationale komite, Democratic National Committee.