Hospices de Beaune, (fr. 'hospitserne i Beaune'), to franske velgørenhedshospitaler, som siden 1443 har fået skænket nogle af de mest berømte vinmarker i Bourgogne. Årets vine afhændes ved auktion, mens de endnu ligger på fade. Skønt køber står for både modning og aftapning, prydes flaskerne altid af vingodsets specielle etiket; denne nævner køberen samt navnet på den, der har doneret vinmarken (fx cuvée Docteur Peste).