Hortons hovedpine

Hortons hovedpine, klyngehovedpine, cluster headache, særlig voldsom migrænelignende hovedpine.

Faktaboks

etymologi:
Sygdommen er navngivet efter den amerikanske læge Bayard T. Horton, 1895-1980.

Symptomer

Ved Hortons hovedpine opleves anfald af voldsomme smerter i eller omkring det ene øje, der samtidig bliver rødt og løber i vand. Øjenomgivelserne hæver, øjenlåget kan hænge slapt ned, og pupillen bliver evt. mindre. Næsen løber eller stopper til. Anfaldene optræder normalt altid i samme side. Patienten er rastløs og kan ikke holde ud at ligge ned under et anfald.

Anfald af Hortons hovedpine varer hos de fleste ½-3 timer og forekommer 1-2 gange dagligt; enkelte oplever anfald op til otte gange i døgnet.

Anfaldene kommer typisk i perioder, der varer fra 2 uger til 3 måneder og optræder 1-2 gange årligt, ofte på faste årstider for den enkelte (den periodiske type). Anfaldsperioder synes især at forekomme i den mørke årstid. Perioder med anfald afløses af anfaldsfri perioder, der kan vare måneder eller år.

10-20% har anfald året rundt uden anfaldsfrie perioder (den kroniske form).

Forekomst og årsag

Hortons hovedpine optræder hos 1 ud af 1000; der er dermed ca. 5000 hortonpatienter i Danmark, heraf 85% mænd. Hovedpinen begynder normalt i 20-40-års-alderen og bliver ofte mildere med alderen, ligesom de anfaldsfri perioder ofte bliver længere.

Årsagen kendes ikke.

Diagnose

Anfald af Hortons hovedpine ligner ikke anfald af andre typer af hovedpine. På trods af de karakteristiske symptomer tager det alligevel ofte flere år, før diagnosen stilles. Det skyldes dels, at lægen sjældent oplever at overvære et anfald, idet smerterne ofte er overstået, inden patienten når frem til skadestue eller læge, dels at sygdommen er relativt sjælden. Se også migræne.

I 2011 gennemførte Dansk Horton Hovedpineforening en informationskampagne, der skal sikre en hurtigere diagnosticering af sygdommen. Nogle af de centrale elemeter er fire små videoklip, der fortæller om sygdommen, smerterne, anfaldet m.m.

Behandling

Anfald kan behandles med injektion af lægemidlet Imigran® eller inhalation af ren ilt; begge behandlinger medfører hos 75% smertefrihed inden for 15 min. Morfin og andre smertestillende midler er uden effekt.

Bl.a. Verapamil og Ergotamin anvendes forebyggende.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig