Horst Köhler

Faktaboks

Horst Köhler
født:
22. februar 1943

Horst Köhler, f. 22.2.1943, tysk politiker (CDU) og økonom; forbundspræsident 2004-10. Horst Köhlers forældre var etniske tyskere fra Bessarabien, der var blevet forflyttet til Polen under 2. Verdenskrig og siden flygtede til Leipzig og i 1953 til Vesttyskland; han tilbragte således en stor del af sin barndom som flygtning. I 1980’erne var Horst Köhler embedsmand og blev 1987 departementschef i forbundsfinansministeriet og 1990-93 var han statssekretær sammesteds. Efter at have bestridt topposter i banksektoren 1993-2000 blev han i 2000 direktør og bestyrelsesformand for IMF og valgtes i 2004 til forbundspræsident. I 2009 blev Horst Köhler genvalgt til forbundspræsident med absolut flertal i Forbundsdagen.

Den 31.5.2010 valgte Köhler at træde tilbage som præsident efter omfattende kritik af nogle udtalelser i et radiointerview, hvor han havde sagt, at tyske militære operationer kunne være til gavn for udenrigshandelen. Köhler hævdes konkret at have tænkt på bekæmpelsen af pirater ud for Somalia, men kritikerne udlagde de generelt holdte betragtninger, som om de gjaldt den tyske indsats i Afghanistan. Köhlers tilbagetræden, der er uden fortilfælde, blev opfattet som en overreaktion og sendte en chokbølge ind i CDU/FDP-regeringskoalitionen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig