Horreby Lyng, tidligere højmose i en dårligt drænet dødislavning 10 km nordøst for Nykøbing Falster; 1,7 km2. Tørvegravning sammen med udgrøftning og efterfølgende tilgroning har omskabt den til løvskov med sumpe og tørvegrave. Et mindre parti er ryddet, og et stisystem gør området tilgængeligt. Horreby Lyng, der indgår i en større fredning (1981), er kendt for sine svampe og sjældne sommerfugle, bl.a. stor ildfugl (Lycaena dispar), observeret 1934-53.