Hondius, nederlandsk kobberstikkerfamilie. Jodocus Hondius (1563-1611) virkede som kartograf og blev kendt for sin udgave af Mercators atlas (1606), færdiggjort af hans to sønner, der virkede i Amsterdam. Hendrik 1. Hondius (1573-efter 1649) virkede i Haag som reproduktionsgrafiker og bogillustrator; hans søn Wilhelm Hondius (f. efter 1597-d. ca. 1658) udførte landkort og portrætter, bl.a. af den polske kongefamilie. Abraham Hondius (1625/30-95) levede fra 1666 i London som maler og raderer af jagtscener.