Holland-Dozier-Holland var et amerikansk sangskriverteam bestående af brødrene Eddie (født 1939) og Brian Holland (født 1941) samt Lamont Dozier (1941-2022).

Alle tre havde baggrund som sangere i 1950'erne, og de skabte sammen i 1960'erne den berømte Motown-sound. 1963-68 prægede deres sange hitlisterne. Blandt de kendteste kan nævnes Where Did Our Love Go (1964), Baby Love (1964) og Stop! In the Name of Love (1965) indsunget af The Supremes samt I Can't Help Myself (1965) og Reach Out I'll Be There (1966) med The Four Tops.

I 1968 brød de tre sangskrivere samarbejdet med pladeselskabet Motown efter uoverensstemmelser og forsøgte med mindre held at fortsætte sangskriverkarrieren på egen hånd.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig