Holbækgård, (1396 Holbekgard, 1. led egl. 'bæk med hul(ler) i'), hovedgård (sædegård) 18 km NØ for Randers. Ved kongelig dom 1408 overgik den fra slægten Munk til Aarhus bispestol, der besad den til Reformationen; 1536-44 var den under kronen, senere under skiftende slægter, stamhus 1700-27. Den nuværende enlængede hovedbygning, der ligger på et gammelt voldsted, er i to etager over en høj kælder; den sydlige del er søgt dateret til 1562, den nordlige stammer fra en forlængelse opført i 1645.