Hokkaido

Artikelstart

Hokkaido, indtil 1869 Ezo, den næststørste og nordligste af de fire japanske hovedøer; 83.452 km2, 5,38 mio. indb. (2016). Hovedby: Sapporo.

Hokkaido blev først sent integreret i Japan. Efter Meiji-restaurationen i 1868 begyndte den japanske stat aktivt at inddrage den fjerntliggende ø i nationen. Indtil da havde Japans oprindelige indbyggere, ainu, haft deres fristed her. Nybyggere fra det øvrige Japan blev opfordret til at bosætte sig på Hokkaido, og landbrug, skovbrug og fiskeri udvikledes kraftigt. I processen blev ainu yderligere trængt, og de udgør nu en ubetydelig minoritet.

Hokkaido ligger nær risavlens nordgrænse, men i begyndelsen af 1900-t. blev store dele inddraget til risproduktion; andre vigtige afgrøder er sukkerroer og kartofler. Staten har iværksat adskillige industri- og egnsudviklingsprojekter; bl.a. må den kostbare Seikan- jernbanetunnel under Tsugarustrædet ses som et forsøg på at knytte Hokkaido tættere til de øvrige øer. En meget stor del af industrien og næsten halvdelen af befolkningen er koncentreret til Sapporoområdet.

Hokkaido er som de øvrige japanske øer bjergrig og præget af vulkaner og seismisk aktivitet. De store sletter mellem bjergene rummer landbrugsområderne og bebyggelsen og er dannet af vulkansk nedbrydningsmateriale. Klimaet er koldere og mere fastlandspræget end det øvrige Japans. Snefaldet er stort om vinteren, men sommeren er varm nok til risproduktion, om end vækstperioden er kort og kræver hurtigtvoksende varieteter.

Øgruppen Kurilerne blev overdraget til Sovjetunionen efter 2. Verdenskrig, men Japan gør krav på de sydligste øer, som ligger tæt NØ for Hokkaido.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig