Hohmann-bane, (efter den tyske ingeniør Walter Hohmann, 1880-1945), den mest økonomiske rute for et rumfartøj, der skal fra en planet til en anden. Hohmann viste i 1925, at en elliptisk bane, tangent til kredsbanerne for to planeter, er den energimæssigt billigste (men ikke hurtigste eller korteste) forbindelse mellem planeterne. Sonder til de ydre planeter benytter hurtigere baner med brug af planeternes tyngdefelt, men satellitter bringes i omløb i geostationære baner via Hohmann-baner.