Hjortspringfundet

Hjortspringfundet, Hjortspringbåden, stort våbenofferfund udgravet i 1921-22 i Hjortspring Mose på Nordals. Her nedlagdes ca. 350 f.Kr. over 60 træskjolde, 169 spyd, 11 sværd og rester af flere ringbrynjer. Våbnene lå i og ved en 19 m lang båd, Nordens ældste bevarede plankebyggede båd. Den er dannet af fem brede planker omhyggeligt udhugget i lind til spinkle dimensioner og ved syning sammenføjet til et kølløst fartøj, der i begge ender er udformet med to opadbøjede "snabler". Til båden hørte padleårer samt to større styreårer. Dens besætning har været på ca. 22 mand, hvoraf 20 sad på sæder. Hjortspringfundet tolkes som en sejrende hærs ødelæggelse og ofring af en besejret hærs udrustning. Denne hær bestod af mindst 70 mand, hver bevæbnet med skjold og 2-3 spyd; nogle bar desuden ringbrynje, et større bajonetlignende spyd samt sværd. Fundet omfattede endvidere redskaber og husgeråd, bl.a. fire udskårne og drejede trægenstande. Hjortspringfundet er udstillet på Nationalmuseet.

En nøje kopi af Hjortspringbåden, kaldet Tilia Alsia, blev søsat 1999. Den er bygget af fem lindeplanker og som originalen sammensyet med bast. I samarbejde med Nationalmuseet og Vikingeskibsmuseet i Roskilde er der foretaget testsejladser med brug af elitesportsfolk, hvilket har givet indblik i Hjortspringbådens egenskaber. Den 19 m lange båd er overraskende sødygtig, og den kan uden besvær klare frisk vind og 1 m høje bølger. Dens maksimale hastighed i sprint er 8 knob. Uafbrudt sejlads over længere strækninger under gunstige vejrforhold har vist, at den kan sejle ca. 45 km på 5 timer. Herved kan det sandsynliggøres, at datidens både havde en længere daglig aktionsradius end hidtil antaget. Kopien kan ses på Hjortspringbådens Laugs museum ved Dyvig på Als.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig