Hjalmar Söderberg

Faktaboks

Hjalmar Söderberg
Født
2. juli 1869, Stockholm, Sverige
Død
14. oktober 1941, København
Hjalmar Söderberg. Foto 1907.
Af /Stockholms stadsmuseum.
Licens: CC BY 4.0
Herman Vedels portræt af Hjalmar Söderberg, 1910.
Af /Sveriges Nationalmuseum.
Licens: CC PDM

Artikelstart

Hjalmar Söderberg var en svensk forfatter. Som ung boheme med melankolske anlæg skrev Hjalmar Söderberg lyrik, den impressionistiske Stockholmsroman Förvillelser (1895), der vakte skandale, og de filosofiske Historietter (1898).

Påvirket bl.a. af Dreyfusaffæren i Frankrig slog han over i en illusionsløs kritisk realisme, bl.a. i den selvbiografiske udviklingsroman Martin Bircks ungdom (1901, da. 1976), og angreb borgerlig konvention i de psykologiske romaner Doktor Glas (1905, da. 1909), Hjärtats oro (1909) og Den allvarsamma leken (1912, da. 1919).

Kvindedramaet Gertrud (1906, da. 1967) om kærlighedens umulige vilkår dannede i 1964 grundlag for Carl Th. Dreyers sidste film med samme titel. Gertruds berømte replik: "Jeg tror på kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed" er udtryk for forfatterskabets vekslen mellem pessimistisk spleen og skeptisk humanisme.

Fra 1920'erne blev Hjalmar Söderbergs kritik af kirkeligt hykleri til religionsfilosofi med angreb på kristendommen, fx i Den förvandlade Messias (1932, da. 1933), og i sin kulturkritik bekæmpede han tidligt nazisme og antisemitisme (da. udvalg af aforismer og essays, Tidens usle magter, 1992).

Som psykolog og spirituel stilist fortsatte Hjalmar Söderberg linjer fra J.P. Jacobsen, Herman Bang, Guy de Maupassant og Anatole France; i sin interesse for underbevidstheden og kærlighedens irrationelle spil lignede han Arthur Schnitzler. I sin ironiske moralisme foregreb han Sigurd Hoel og Helge Krog i Norge.

Hjalmar Söderberg var inspireret af Georg Brandes, og fra 1917 bosatte han sig fast i København, hvor han i 1930'erne blev svigerfar til kritikeren Hakon Stangerup og morfar til de senere forfattere Helle og Henrik Stangerup.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig