Hjalmar Rechnitzer, 1872-1953, dansk søofficer. Rechnitzer var en teknisk og administrativt begavet officer, der som nyudnævnt premierløjtnant i 1905 blev tilknyttet Marineministeriet, hvor han gjorde tjeneste, indtil han tog sin afsked. Han avancerede støt, men uden den ellers krævede praktiske erfaring til søs, hvilket bragte ham i modsætningsforhold til de aktive søofficerer, der mente, at han havde et medansvar for mellemkrigsårenes kraftige reduktion i forsvaret; modsætningen blev yderligere skærpet, da han efter en lovændring (Lex Rechnitzer) i 1932 blev udnævnt til viceadmiral. Han alene havde ansvaret for, at flåden ikke løsnede et skud den 9. april 1940. Denne ydmygelse fik tre højtstående søofficerer til tjenstligt at melde, at han ikke mere nød søofficerskorpsets tillid; derpå tog han sin afsked.