Historikergruppen, dannet af københavnske historiestuderende i 1933. Historikergruppen blev i løbet af 1930'erne et bredere fagligt-socialt forum for yngre historikere, og medlemsskaren øgedes efterhånden til ca. 50. Gruppen orienterede sig mod den radikalt-demokratiske historikertradition; fx er serien Vi og vor Fortid (16 bd., 1940-55) om temaer i dansk historie et forsvar for det danske demokrati. Senere kom Historikergruppens Danmarkshistorie, 1-2, (1950-51). Gruppen ophørte i 1995.