Hirschholm Slot

Hirschholm Slot, Hørsholm Slot, tidligere hovedgård og kongelig sommerresidens i Hørsholm nord for København. Stedet, som under navnet Hyrningsholm havde været i kronens eje siden 1300-t., fik sin storhedstid under Christian 6., der skænkede det til sin dronning Sophie Magdalene. Hun lod 1733-44 Lauritz de Thurah ombygge de eksisterende bygninger (af bl.a. J.C. Krieger og J.C. Ernst) til et firefløjet pragtslot i to etager med mansardtag på en holm i en sø. På en anden holm anlagdes en barokhave, forbundet med slotsholmen ved en allébevokset dæmning. I slottets hovedfløj lå bl.a. en toetagers festsal med omløbende galleri og springvand.

De efterfølgende regenter mistede interessen for Hirschholm, og under krigen mod England valgte Frederik 6. at nedrive det og sælge eller genbruge byggematerialerne; som det sidste blev slotskirken nedrevet i 1818. På den tidligere slotsholm opførte C.F. Hansen Hørsholm Kirke (indviet 1823), syd for hvilken man stadig kan se resterne af slotshaven. Avls- og domestikbygninger fra 1700-t. rummer i dag bl.a. Jagt- og Skovbrugsmuseet og Hørsholm Egns Museum.

Hirschholm Slot på Hørsholm Egns Museums hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig