Hiram Powers, 1805-1873, amerikansk billedhugger. Powers lavede i 1830'erne en række portrætbuster af fremtrædende amerikanske personligheder. 1837 flyttede han til Firenze, hvor han sluttede sig til den kreds af amerikanske kunstnere, som havde bosat sig dér. Hans hovedværk er Græsk Slavinde (1843, Yale University Art Gallery, New Haven), en hvid marmorstatue af en nøgen pige, lænket efter at være blevet taget til fange af tyrkerne.