Hipparcos, High Precision Parallax Collecting Satellite, satellit opsendt i 1989 af ESA for at foretage en gennemgribende opmåling af hele stjernehimlen.

Hipparcos er den første satellit konstrueret specielt til astrometri. Den observerede på godt tre år lysstyrker, positioner og bevægelser for 118.218 stjerner med 0,001 buesekunds nøjagtighed og afstande til 40.000 af disse.

Med et særligt apparatur, Tycho (opkaldt efter Tycho Brahe for at markere den fremtrædende danske rolle i projektet), måltes desuden 1.058.332 stjerner med knap så stor nøjagtighed.

Resultaterne findes i Hipparcos- og Tycho-katalogerne, som har en nøjagtighed, der langt overgår, hvad man kan nå fra observatorier på Jordens overflade, hvor astrometriske målinger forstyrres af atmosfærens urolige afbøjning af lyset fra stjernerne.

Hipparcos har medført en forbedring af nøjagtigheden, der overgår, hvad man har nået i de foregående to århundreder. I 2013 opsendte ESA efterfølgeren Gaia.

Eksternt link

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig