Hinrich Lohse, 2.9.1896-25.2.1964, tysk politiker. Lohse var medlem af nazipartiet, NSDAP, fra 1923, blev i 1925 Gauleiter og i 1933 tillige Oberpräsident, dvs. øverste civile embedsmand, i Slesvig-Holsten. Fra 1934 var han desuden formand for Nordische Gesellschaft, der plejede de tyske forbindelser til Skandinavien. Lohse var 1941-44 rigskommissær for Ostland, dvs. de besatte områder i Baltikum og Hviderusland. Enheder under hans myndighed stod for en betydelig del af drabene på jøder. Lohse idømtes i 1948 ti års fængsel for krigsforbrydelser, men blev løsladt 1951.