Hilde Benjamin, 5.2.1902-18.4.1989, østtysk politiker og jurist. Hilde Benjamin blev medlem af det tyske kommunistparti (KPD) i 1927. Efter 2. Verdenskrig blev hun i 1945 indsat som statsadvokat i Berlin og var fra 1946 medlem af det socialistiske enhedsparti SED. I 1949 blev hun næstformand for den østtyske højesteret og var 1953-67 justitsminister. Benjamin ledede flere politiske skueprocesser og var berygtet for sin politiske justits.