Hilda Doolittle, 1886-1961, også kendt som H.D., Amerikansk forfatter. Født i Pennsylvania og fra 1911 bosat i London. Her blev hun gift med forfatteren Richard Aldington og sluttede sig til kredsen af imagistiske digtere omkring Ezra Pound. Sea Garden (1916) blev Hilda Doolittles første af en lang række modernistiske digtsamlinger med klassiske motiver. Hovedværket er det lange digt Trilogy (1942-44). Hun skrev endvidere skuespil og erindringsbøger, bl.a. om sin psykoanalyse hos Freud: Tribute to Freud (1956), og drev en omfattende virksomhed som kritiker.