Faktaboks

Hilary Mantel
Født
6. juli 1952
Død
22. september 2022

Hilary Mantel var en britisk forfatter. Hilary Mantel læste jura på London School of Economics og Sheffield University og arbejdede derefter som socialarbejder i en årrække. Hun flyttede siden til hhv. Botswana og Saudi-Arabien, inden hun vendte tilbage til Storbritannien i midten af 1980'erne og forfulgte en karriere som journalist, bl.a. som filmanmelder på The Spectator.

1985 debuterede hun med Every Day is Mother's Day, en kras humoristisk beskrivelse af en socialarbejders kvaler i midt-1970'ernes Storbritannien, der året efter blev fulgt af fortsættelsen Vacant Possessions. Hun udsendte siden en række romaner, en novellesamling og sine memoirer, Giving Up The Ghost (2003), der bl.a. beskriver det præg, sygdommen endometriose satte på hendes liv.

Hilary Mantels bøger foregår ofte i en meget korrekt beskrevet historisk ramme, hvor hun tager store etiske spørgsmål op med udgangspunkt i de undertiden voldsomme begivenheder og udviklingskriser, hendes personer gennemlever.

Hilary Mantel modtog flere litterære priser, fx Bookerprisen 2009 for Wolf Hall (da. 2010), en roman om Tudorstyret i 1520'ernes England med Henrik 8.s førsteminister Thomas Cromwell som fortæller. Også Hilary Mantels fortsættelse af Wolf Hall, med titlen Bring up the Bodies (2012, da. Magten, 2013), blev tildelt Bookerprisen.

Hilary Mantel blev adlet i 2014.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig