Hafnium, grundstof nr. 72, placeret i det periodiske systems 4. gruppe; atomtegn Hf. Hafnium er hårdt og har et højt smeltepunkt; det bruges i legeringer til bl.a. elektroder og kernereaktorers kontrolstænger.
Faktaboks
- Etymologi
- Betegnelsen hafnium kommer af latin Hafnia 'København' og -ium til betegnelse af grundstof.
Hafnium blev opdaget på Niels Bohr Institutet den 9. december 1922 af G.C. de Hevesy og D. Coster efter studier af en række zirconiummineraler, som de havde lånt på Mineralogisk Museum i København, idet de fulgte et tip fra Niels Bohr, der på grundlag af sin atommodel mente, at det endnu ufundne grundstog ville være at finde i zirconiummineraler. Da Niels Bohr nogle få dage senere modtog nobelprisen, sluttede han sin tale med meddelelsen om grundstoffets opdagelse. Opdagelsen blev efterfulgt af en bitter prioritetsstrid med den franske kemiker G. Urbain, der uretmæssigt påstod, at han tidligere havde fundet grundstoffet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.