Hevring Hede, hede ved Djurslands nordkyst 25 km øst for Randers, Norddjurs Kommune. Tidligere var den overdrev og udmark, nu er den dækket af lyng og græs, der er trængt af naturlig opvækst. Den knap 4 km2 store hede ligger på en strandvoldsslette med flyvesandsprægede rygge og lavninger i et vifteformet mønster, der udspringer i den østlige del. Materialvandring langs kysten har tvunget Hevring Ås udløb mod nordvest. Området anvendes som militært øvelsesområde.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1466 som Heffringh by, 1. led vist 'havre', 2. led -inge.

Øst for heden ligger Hevringholm, det nordlige Djurslands største hovedgård, kendt fra 1377 ved slægten Rosenkrantz, samt sommerhusområdet Hevringholm Strand.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig