Herrenhausen

Herrenhausen, slot i Hannover. Schloss Herrenhausen blev påbegyndt i 1665 i barokstil som sommerresidens for huset Hannover. Bygningen blev udvidet 1821-23 af hofbygmester Georg Ludwig Friedrich Laves (1788-1864) i klassicistisk stil. Schloss Herrenhausen blev ødelagt under 2. Verdenskrig. Siden 2011 er Schloss Herrenhausen under genopførelse. Slottets ydre rekonstrueres, mens dets indre indrettes til historisk museum samt andre kulturelle formål.

Stedet er kendt i dag for sine fire have- og parkanlæg. Grosser Garten er en enestående velbevaret, symmetrisk anlagt barokhave fra 1600-t., der bl.a. rummer en fontæne med 80 m høj vandstråle, en grotte fra 1676 nyindrettet 2001-03 af Niki de Saint Phalle og en bygning af den danske arkitekt Arne Jacobsen (1964-65).

Den samtidige Berggarten er en af Tysklands ældste botaniske haver. Georgengarten blev anlagt 1835-41 som engelsk landskabshave omkring Georgenpalais, der nu rummer Wilhelm Busch-Museum.

Welfengarten fremstår i dag ligeledes som landskabshave omkring det store Welfenschloss fra 1800-t., der huser Universität Hannover.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig