Herren

Herren, den danske oversættelse af navnet på Israels gud. Hans navn er Jahve, men allerede i oldtiden blev dette navn så helligt for jøderne, at man ikke siden har villet udtale det. I stedet siger man adonaj, det hebraiske ord for "herre". Men da den hebraiske konsonanttekst betragtedes som hellig og urørlig, bibeholdt man i bibelteksten Jahvenavnets konsonanter og forsynede dem med adonajs vokaler. Uvidenhed om dette ejendommelige forhold førte til den kendte fejllæsning Jehova.

Den antikke græske oversættelse af GT, Septuaginta, overtog gudsnavnet Herren (gr. Kyrios), og herfra videreføres det i NT, hvor det bruges både om Gud og om den opstandne Kristus. Som gudsnavn betoner Herren — der også forekommer i andre religioner end de bibelske — guddommens herskerstilling.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig