Hermopolis Magna, (1. led af gr. Hermes og polis 'by', 2. led af lat. magnus 'stor'), i oldtiden hovedstad i den 15. øvre-egyptiske nome ca. 70 km nord for Asyut. Hermopolis Magna var hovedkultsted for måneguden Thot, som grækerne senere identificerede med Hermes. Det nuværende navn al-Ashmunayn er oversat fra oldegyptisk Khmun 'otte-byen' efter den lokale 'otte-gude-kreds' (ogdoade). I dag findes dårligt bevarede ruiner af templer fra Nye Rige og senere; bedst bevaret er en tidlig kristen basilika.