Faktaboks

Hermann Minkowski
Født
22. juni 1864
Død
12. januar 1909

Hermann Minkowski var en tysk matematiker, bror til Oscar Minkowski. Han blev uddannet i Königsberg, og blev professor i Göttingen fra 1902. Som 17-årig besvarede Minkowski med succes Pariserakademiets store prisopgave om fremstillinger af hele tal som sum af fem kvadrattal. Han beviste fundamentale resultater om kvadratiske former og talteori, publiceret i bogen Geometrie der Zahlen (1896). Titlen skyldes hans udnyttelse af geometriske metoder, bl.a. teorien for konvekse legemer, som han udviklede på afgørende måde.

I et berømt foredrag "Raum und Zeit" i 1908 fremsatte han idéer, som fik stor betydning for relativitetsteoriens udvikling (se Minkowski-rum).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig